søndag den 7. oktober 2007

Svær kamp mod Farum

Årets sidste kamp for hold 1 sluttede hjemme mod Farum. De forrige to sæsoner har vi haft vores hyr med Farum, og weekendens kamp var ingen undtagelse. Vi har faktisk mødt dem fire gange i de seneste to år, og selvom vi i de foregående kampe var været teknisk bedre, mødte vi i lørdags et hold, der var væsentligt forbedret på det punkt. Vi havde i forhold til de forrige opgør prøvet at placere Christian dybt i forsvaret, så vi kunne dæmme op for deres lange afleveringer til deres hurtige angriber. Ellers var aftalen, at selvom vi måske skulle møde et fysisk stærkere hold, så skulle vi ud og vise, at vi skulle arbejde hårdt igennem kampen, og det er acceptabelt at begå fejl på bekostning af at lære finter, vendinger og driblinger.

Kampen startede frisk med en chance i hver anden, men det var udeholdet der kom foran ret hurtigt. Kort efter blev Ali spillet fri i venstreside, hvor han på kanten af feltet snørede en forsvarer og knaldede bolden op under overliggeren. Lækker detalje, flot skud. I de andre efterårskampe har vi sat tryk på modstanderen og presset spillet op hos dem, men kampen var faktisk mere lige end vi havde troet. Michael og Hamza begyndte at få afdriblet deres modstandere, mens Ali hele tiden varierede sit spil. Christian holdt stor dybde, så deres lange afleveringer gav ingen nytte. Midt i halvlegen fik vi spillet dem tynd i højreside, hvor indlægget fra Kubilay ramte Ali, helt ovre bagest i modsatte ende af feltet, som helflugtede bolden første gang i nettet. Flot angreb og et super mål. Dejligt at se en dreng ramme bolden rent ligesom øvet til træning. Nu fik vi momentum. Daniel A måtte ned at ligge et par gange mens Ali narrede forsvaret efter fornøjelse. Desværre fik vi ingenting ud af det. Sidst i halvlegen strittede en Farum-spiller for meget med sin arm, og vi fik straffe, som Ali sikkert omsatte til scoring.

Halvlegen kom for en gang skyld ubelejligt. Godt nok var vi trætte, men vi havde momentum. I halvlegen fik vi talt om, at vi selv kunne afgøre kampen, hvis vi kunne holde noget mere fast i bolden. Det lykkedes meget godt de første fem minutter, men da Farum efter ti minutter havde indhentet vores 3-1 føring til uafgjort, slap vores kræfter op. Herefter overlod vi alt initiativet til udeholdet, der hurtigt kvitterede ved to yderligere scoringer. Vi var for trætte, og kunne ikke matche nogle af Farums store drenge. I slutminutterne fik vi fornyet energi, hvor først Klima i højresiden kom fri igennem, og efterfølgende Jeppe i venstresiden ad to omgange men begge forsøg blev reddet af deres målmand. Alt i alt, et ok udfald af kampen, selvom det var dejligt at se at vi forsøger og kan mere end de andre så længe energien og kræfterne er der.

Holdopstilling: AC – André, Christian, Kagemand, Henrik – Kubilay, Michael, Hamza, Daniel B – Daniel A, Ali
Indskiftere: Jeppe, Andreas, Klima
Mål: Ali 3

Kampens spiller: AC (flere gode indgreb og igangsætninger)
Kampens teknik: Ali (hattrick og stor afveksling i spillet)

Tirsdag træner vi normalt. Torsdag slutter vi kl. 17.00, hvor der er forældre-kamp på bane 2. Herefter spiser vi sammen i klubben. Lørdag spiller hold 2 deres sidste turneringskamp.