fredag den 12. oktober 2007

Sejr i afskedskampen

Det måtte jo komme. Det måtte jo blive sådan. Det kunne ikke være anderledes. Det stod skrevet i sol, måne og stjerne. Sejr til forældre/søskende og trænere i årets sidste kamp var givet på forhånd. Vi spiller indtil forældrene er foran.

Forældrenes taktik var klart overlegen. Vi sneg langsomt flere og flere spillere på banen, så de ikke opdagede at vi kom i overtal. Ok indrømmet, nogen af os er svære at gemme men alligevel. Vi var på forhånd hårdt ramt af afbud - specielt savnet af sidste års topspiller Yankee-baren var stort. Heldigvis havde vi lånt Mattias's far Lars Klima - eller var dette i virkeligheden Preben Elkjær? Samme målfarlighed. Samme hårfrisure. Samme fodboldstøvler. Samme træningsdragt. Det må have været Måltyven fra Mexico. Kampen startede frisk med flere gode angreb i begge ender. Det var tydeligt at drengene gerne ville vise deres forældre et par finter eller to. Men her må skribenten (som i øvrigt er helt objektiv) kommentere at det ikke lykkedes. Derimod viste Daniel A's far skudstyrke (ved første boldberøring), Michael's mor driblefærdigheder og Budden's far Schmeichel tendenser. På et tidspunkt var spillerne ved at indhente forældrene, men så tog Christian's lillebror Andreas fat. Via oplæg fra - ja sin egen bror! - scorede Andreas sikkert. Pinlighederne ville ingen ende tag da Andreas minutet senere vandt en hovedstødsduel. Så måtte Christian oppe sig med et mål, som han så på retfærdigvis også gjorde. Kampen sluttede lige på slaget præcis som forældrene igen var foran. Det var helt fortjent.

Bagefter havde vi en hyggelig komsammen i klubhuset med aftensmad og kage. Flere forældre kom i kridthuset med særdeles lækkert hjemmebag, hvor den absolutte konkurrence måtte blive mellem drømmekagen og en gnasket chokoladekage. Det var en win-win situation. Efterfølgende havde vi nogle priser, der skulle uddeles.

Kampens detalje: Kagemand (som for første gang i to år blev mindstemand i tacklingerne)
Årets hår: Lucas (er det et pindsvin han bruger som hat?)
Årets afbud: Hamza (et myggestik)
Årets snakker: Henrik (en pose Hold Kæft bolsjer rækkede kun i 9 minutter)

Derudover uddelte vi store Harry til Mads Majs, fordi han har vist stort humør, god arbejdsiver og udviklet sig fantastisk i løbet af dette år. En god kammerat for alle på begge hold.
Kristina fik også kage, vin og biografbilletter, fordi hun har bistået hold 1 som en fantastisk holdleder, medhjælper og humørspreder til samtlige kampe. En stor tak.

Vi håber vi ses til afslutningsfesten fredag d. 2. november kl. 18.00 på syvstjerneskolen til middag og præmieoverrækkelse. Tak for en god aften.