lørdag den 8. september 2007

Sundby Cup succes

En lang eftermiddag i strid vind endte med en velfortjent medalje til samtlige spillere til årets Sundby Cup. Forinden havde vi spillet nogle rigtig gode kampe. Vi startede mod Klub 89, som erstattede vores første planlagte modstander, Sundholm. Det viste sig hurtigt, at vi overmatchede dem og tog derfor 2 mand ud undervejs i kampen, så de andre kom i overtal. Kampen endte uden nerve, dramatik og tempo med 5-1 til os. Vi var igang. Anden kamp var helt, helt anderledes. Vi mødte de senere vindere af turneringen, B93 og vi kom under pres fra kampens start. Bortset fra en stor chance til Ali, så sad Østerbro-klubben på alt hvad der hed spil og chancer. Kubilay stod en fantomkamp, mens Christian, Andreas og Kasper kæmpede fantastisk i forsvaret. En stor holdinsats reddede os til en fornem 0-0. Sidste indledende kamp var mod de altid stærke hold fra KB. Kampene var i høj grad præget af en kraftig vind, og denne gang var det os, der var heldige at have medvind. Vi spillede KB ud af banen, skabte flere chancer og var generelt københavnerne overlegne. I sidste sekund kom de for første gang over midterlinjen og scorede til slutresultatet 0-1. Øv! Det var brandærgerligt, for det var vores kamp. Derved kom vi istedet i B-slutspillet, hvor vi mødte NFB (som var et hold fra Falster). Ali afgjorde kampen tidligt ved at lave et hattrick på 7 minutter, hvoraf det sidste mål var en ren perle. Bolden blev banket op under overliggeren efter smart at have afdriblet en modstander på kanten. Kampen endte 5-0 og vi var i B-finalen mod Vallensbæk. De var nogle store gutter, men vi satte os på kampen efter 3-4 minutter, og kom foran 1-0 og 2-0 inden de fik reduceret tilsidst og satte et pres ind, som vi fint fik afværget.
Stor ros til alle spillere, som faktisk uden undtagelser leverede flotte indsatser på trods af de svære betingelser med nye banestørrelser/spillerantal og kraftig vind. Vi formåede at udspille alle holdene pånær B93, som vandt turneringen, så det var med stor tilfredsstillelse at vi forlod Sundby Idrætspark kl. 16.00.

Spillere: Frederik A, Ali, Jacob, Lucas, Mattias N, Michael F, Mads D, Kasper, Christian, Kubilay, Majs, Andreas.

Turneringens spiller (og vinder af Harry): Kasper
Turneringens mål: Ali

Mattias N, Andreas, Frederik A, Majs og Christian havde forældre med ude til stævnet og en stor tak til dem for støtte, opbakning, godt humør, boller og kørsel.
Alle spillerne fik deres spillertøj med hjem, som hver er ansvarlig for at vaske og tage med op til træning tirsdag - senest torsdag.