tirsdag den 18. september 2007

Det var næsten Champions League

Værløse - Espergærde 5-1

Når der kun er positive ting omkring kampen, skal man kun forholde sig til det. For at sige det meget kort: Vi spillede en suveræn holdkamp hvor vi til tider spillede champagnebold her til aften. I forhold til kampen i weekenden, var vi helt anderledes fyldt med gejst og tempo gennem hele kampen og ikke kun i første halvleg. Vi buldrede derudaf og var foran 4-0 efter ca. 15 minutter. Det sidste var en perle, hvor vi spillede dem tyndt i venstre side og bolden blev afleveret højt over i bageste del af feltet, hvor André helflugtede bolden hårdt i kassen på sin første berøring. KLASSE! Det var rent ud sagt en fornøjelse at være træner for en flok drenge, der ville, turde og kunne spille fodbold på et højt teknisk niveau. Vi laver stadig mange afleveringsfejl fremad i banen, men alle mand prøver og prøver - også selvom det ikke altid lykkes. Vi vandt stort set alle nærkampe og fortsatte med at sætte drengene fra Espergærde under pres i hele første halvleg. Anders rørte bolden første gang midt i halvlegen, da Kagemand spillede bolden tilbage fra midten af banen - måske i medlidenhed med Anders. Generelt styrede Hamza og Michael totalt spillet på midten, hvor også Frederik og Ali blev brugt flot på kanterne. Halvlegen kom belejligt, fordi drengene havde virkelig sat tempo på vores eget spil, og vi brugte hinanden godt. Det var rart at se at flere af drengene var godt trætte allerede i første halvleg, hvilket var en god illustration på at der blev arbejdet for sagen.
Anden halvleg fortsatte vi med at styre og sætte tempo, hvor specielt de fire bageste viste stort overskud i det fremadrettede spil ved hele tiden at gå med frem, så vi kom i overtal. Det var såmænd ikke fordi vi ikke skabte chancer i anden halvleg, for specielt Michael, Daniel B og Ali burde have scoret her, men overliggeren var med udeholdet. Kampen endte fint 5-1 og også stor ros til Espergærde som kæmpede fint, og bestemt er blandt de bedste hold vi har mødt i år. Men kampen var vores, og drengene fortjener en stor slikpose til aftenens Champions League kampe, for de arbejdede og spillede til stor fornøjelse for trænere og forældre.

Holdopstilling: Anders - André, Kagemand, Andreas, Kasper - Frederik, Hamza, Michael, Ali - Daniel B, Daniel A.
Indskiftere: Kubilay, Jeppe, Henrik.

Mål: Daniel A, Ali, Andre, ?
Kampens spiller (Harry): Kagemand (der var alle vegne og spillede med stor overbevisning i forsvaret og startede mange gode angreb og havde sammen med Andreas godt styr på deres gode angriber)
Kampens gode detaljer (pokal): Jeppe (der bare bliver bedre og bedre)

Vi træner igen torsdag, og lørdag skal vi bruge alle mand, da både hold 1 og hold 2 spiller.