mandag den 14. maj 2007

Flot spil og sejr til VB95 hold 2 mod Gladsaxe Hero, lørdag den 12. maj.

Et afbudsramt VB hold stillede op på udebane mod Gladsaxe Hero i række 4. Med hjælp fra 4 friske spillere lykkedes det dog at stille med et slagkraftigt hold på 11. spillere, så måtte tiden vise om kræfterne kunne holde til en hel kamp med fuld spilletid til alle. VB startede som lyn og torden. En kombination mellem Mads Majs og Frederik A i højre side, endte med at Frederik spillede Ali helt fri, og han kanonerede bolden i mål til en tidlig VB føring efter 1. minut. VB viste rigtig flot spil, spillerne flyttede sig for hinanden, bolden blev spillet rundt, og der var spil over kanterne. Efter et hjørnespark til VB efter 10 minutter, blev bolden spillet bagud til Siyar, der med et flot langskud bragte VB på 2-0. I slutningen af 1. halvleg kom Gladsaxe mere med i spillet og havde et par gode målchancer. I pausen fik drengene at vide, at nu måtte de ikke lade Gladsaxe komme ind i kampen med et hurtigt mål i starten af anden halvleg. Det gjorde VB heller ikke. De første 15 minutter i. 2. halvleg spillede de igen rigtig flot fodbold, og efter 10 minutter bragte Alex VB på 3-0, et rigtigt energimål. Kampens detalje stod Siyar for, med en finte sendte han et rundtosset Gladsaxe forsvar i 3 forskellige retninger og fra kanten af feltet sparkede han mod mål. Bolden ramte underkanten af overlæggeren og gik – desværre – ikke i mål. I det sidste kvarter begyndte kræfterne at slippe op hos VB og en større belejring af VB’s mål fandt sted. Et godt kæmpende forsvar og Anders i målet holdt dog Gladsaxe fra at score, mens VB stadig var farlige på kontraangreb. Frederik A havde et par gode ryk op af banen, hvilket gav et par VB chancer. Frederik var direkte uheldig da et forsøg ramte indersiden af stolpen uden at gå i mål. Kampens spiller var Lucas, der spillede en rigtig flot kamp som bagerste mand. Han spillede med overblik, og fordelte gode afleveringer til sine medspillere. Når der opstod farlige situationer, var det som regel Lucas, der fik afværget i VB forsvaret. Alle spillere skal dog roses for en rigtig flot og koncentreret indsats i denne kamp.

Holdet: Anders, Mads D, Mads Majs, Ali, Alex (96), Siyar (96), Yasin, Frederik A, Lars (96), Martin (96), Lucas.
Mål: Ali, Alex, Siyar.
Fidus: Lucas