tirsdag den 19. januar 2010

DTU'S UNGDOMSTRÆNERPRIS I ØST 2009

TILLYKKE MED PRISEN DANIEL
Indstillingen af Daniel lød som følger:
Værløse Boldklub vil meget gerne have lov at indstille vores superenergiske og entusiastiske ungdomstræner Daniel K. Pedersen, der kombinerer seriøsitet og socialt fællesskab på en helt fantastisk måde for vores årgang 95.
Daniel brænder for fodbold og for at give de unge spillere den optimale fodboldudvikling.
Som den eneste ungdomstræner i klubben træner han fire dage om ugen med sin trup plus naturligvis kampe i weekenden. 1995-årgangen havde vi det på grund af mange skiftende trænere svært med i Værløse Boldklub i flere år, hvor de skiftende trænere tog de bedste spillere med sig til andre klubben, men siden Daniel for to år siden sagde ja til at overtage årgangen, er der kommet samling på tropperne. Det hele er sat i system, og drengene nyder engagementet og optrapningen af træningsmængden. De stiller, hver gang Daniel kalder, og det gør han ofte til ekstra træning i både ferietider og på helligdage. Desuden har han sammen med en velfungerende holdleder også skabt mere socialt samvær med fællesspisninger i klubhuset for hele truppen engang imellem samt op til tre udlandsture om året, som drengene selv hjælper til med at skaffe penge til gennem arbejde, som Daniel også forsøger at skaffe til dem. Daniel er kun 22 år, men tager alle de kurser, han kan, og han er nok den dygtigste ungdomstræner, Værløse Boldklub råder over. Udvikling af spillerne prioriteres klart før resultaterne. Derfor også positiv fodbold frem for resultatfodbold, men selv om holdet derfor ikke vinder så meget, som det kunne gøre, nyder spillerne tydeligvis Daniels ledelse og metoder, struktureret træning og bold med i det hele. Han er altid velforberedt og klar med nye og spændende træningspas. Vi synes, Daniel K. Pedersen fortjener et klap på skulderen og indstiller ham derfor til "Steen B. Pokalen 2009"