tirsdag den 13. maj 2008

Strausberg Cup Pinsen 2008

Hjemme igen efter en super tur med drengene. Som Daniel skrev i sin mail til jer, er det nogle skønne drenge at have med, som respekterer de regler, der sættes op.

Turen derned forløb rigtig godt, der blev snakket og sunget og diskuteret i bussen, som vi delte med 94'erne. Ved ankomsten, blev drengene delt på værelserne og efter aftensmødet, gik vi alle til køjs. Der var faktisk ro en halv times tid derefter...

Lørdag morgen skulle vi ekstremt tidligt op for at nå åbningsceremonien i Centerarenaen, så drengene fik hevet puderne væk under dem og sendt under den kolde bruser kl. 6.20. Morgenmaden var god, og alle stod klar og ventede på bussen kl. 7.45, da Daniel blev ringet op af Claus. Pga. hviletidsbestemmelserne kunne chaufførerne ikke starte så tidligt om morgenen, så vi kunne ikke nå indmarchen, men skulle direkte ud til vores kampområde, når bussen kom kl. 9!!!! (Claus skylder vist stadig en omgang!!)

Gartenstadt Boldklub, hvor vi spillede alle vores kampe, med undtagelse af finalen, var nok det bedste og hyggeligste sted i turneringen. 2 baner med telte og forplejning imellem. Lørdag spillede vi 3 kampe. Det blev til 1-1 mod TSV Bemerode og 3-2 over det lokale Gartenstadt inden frokost. Mens de andre hold spiste pølser og pommefrites, is og slik, holdt vi os til frugt og sandwiches, vi selv smurte af vare indkøbt i Netto af Andrés forældre, som kiggede forbi, og energidrik vi selv havde medbragt. Der var forbavsende lidt surmuleri fra drengenes side over menuen. Om eftermiddagen vandt vi 3-0 over MTV Gross-Denke. Så var vi videre til finalerunden søndag. Det blev så fejret med is til alle, da det første mål var nået.
Efter kampene tog vi med de 2 andre Værløse U13 hold, som iøvrigt også fortjent gik videre til finalerunden, tilbage til Centerarenaen, hvor der var opstillet et kæmpe spise telt. Der fik drengene frie tøjler til at spille GRIS, slappe af, slås med Daniel m.m., indtil bussen kørte os tilbage til vores vandrehjem kl. 20.

Søndag kunne drengene sove en anelse længere, morgenmaden var dog knap så god, og der var lidt mere stille omkring spillerne. Måske var det fordi, finalerunden i vores gruppe bestod udelukkende af Værløse hold....Det sætter jo unægtelig et pres på holdet, når de skal møde årgang 96's 1. hold og et blandet årgang 95/96, for forventningen til sejr ligger jo i luften...
Heldigvis spillede de med hovedet og vandt fortjent både 3-0 og 7-1 over henholdsvis årg. 96 og årg. 95/96. Så var næste mål nået.

Desværre skulle finalen spilles ved Centerarenaen, så vi skulle igen ind i bussen og køre et stykke og ydermere vente på at komme til at spille, da de var forsinkede, der var tvivl om hvem, der skulle spille hvor og hvornår, og dommerne var heller ikke tilstede.
Kampen tabte drengene desværre 3-1, og skuffelsen var da heller ikke til at tage fejl af....MEN de fleste fandt da hurtigt deres punge og isbaren, så nederlaget kunne skylles ned. Vi nåede også at se de sidste finaler, som var kraftigt besat af Værløse hold.
Mens vi ventede på afslutningsceremonien fandt drengene igen kræfter til at spille GRIS eller fodbold med de andre Værløse drenge eller slås i sandkassen eller igen med Daniel!

Der var indmarch, præmieoverrækkelse og fælles Værløse gruppefoto med alle hold, som kommer på http://www.vbold.dk/ på et tidspunkt snart. Pokalen kommer til at stå oppe i klubben.
Igen pga. chaufførernes hviletidsbestemmelser kunne vi ikke komme til afslutningsfesten eller træner/leder afslutningen, så vi besluttede at køre hele bussen forbi MacDonalds på vej tilbage til vandrehjemmet i stedet for at besøge 'madteltet',....det var noget af en oplevelse af få lov at bestille 32 Grosse Big Mac menuer og iagtage deres ansigter ved kassen og i køkkenet bagved. Ros skal de dog ha' - de var super hurtige til at lave dem.

Der var dømt sjov og ballade da vi kom tilbage til vandrehjemmet. Mens vi trænere/ledere sad på Daniels værelse og slappede af og forberedte en fodboldquiz, var der fuld gang i drengene....Inden alle sov, var taskerne dog pakkede og klar til afgang mandag morgen.

Turen hjem forløb også godt, der blev indkøbt diverse kæmpe bøtter slik og adskillige rammer sodavand (bestillinger hjemmefra fik vi hurtigt at vide!!) Drengene havde jo også masser af penge tilbage, da de ikke havde haft mange muligheder for at handle dernede, og frokosten indkøbte vi for holdkassens penge. Der var stor ros fra buschaufføren Svend til alle 95 og 94'ere for god opførsel i bussen hjem.

Det var drengenes første udenlandstur med klubben og det var en ren fornøjelse at være med dem og være tilknyttet holdet. Det var jo også Daniels første tur med et ungdomshold, men det håndterede han SUPER flot.

Vi havde ingen sygdomme, ingen skoldede børn (måske lige Daniel, men det er ikke min skyld) og ingen skader med hjem. Derimod har Vest måske nu lært, hvordan man lægger sengetøj på og måske har Horstmann fundet ud af at piger faktisk også kan spille fodbold og alle har forhåbentlig en masse andre sjove oplevelser og fodbolderfaringer med hjem til at dele ud af.

Tak for denne gang drenge. Hilsen Kristina