mandag den 5. november 2007

Nørhalne Cup Pokalen Lilleput 95

Denne pokal gives til Ali Aldahi, fordi du i sæsonen 2007 har udmærket med en ekstraordinær personudvikling i Værløse Boldklub. Du modtager denne Nørhalne Cup Pokal fordi du selv har haft modet, dygtigheden og frem for alt talentet til at flytte dig selv og udvikle din personlighed til det du er i dag.

Udover dit særlige fodboldtalent, har du en stærk passion i livet. Når du finder balancen inde i dig selv, bestemmer du selv hvad der skal ske på og udenfor fodboldbanen. Det har været en fornøjelse at være til at se hvordan du har udviklet den side af dig til det positive. Udviklingen som menneske og som fodboldspiller er en evig proces, der aldrig slutter. Du kan altid blive bedre, og du er aldrig over andre.

Husk på dine talenter og husk på dine svagheder. Arbejd med begge dele, så du rammer balancen i din krop, i din sjæl og i dit spil. Du har i efteråret fundet denne balance, hvor både dine holdkammerater og dig selv har gjort hinanden gode. Husk hvad der skal til for at lykkes, og hold fast i den tanke. Vi har skrevet et par ord, som du altid skal huske når du kommer til fodbold.

- Du er et fantastisk fodboldtalent, så brug det!

- Varier dit spil

- Brug al din energi positivt

- Du kan ikke påkræve men vinde respekt

- Fodbold er et holdspil

- Modgang styrker dig kun, hvis du bruger det konstruktivt